Nådegaver til at helbrede mm

At helbrede

Guds helbredende gaver

Når vi nu skal se på nådegaven til at helbrede, må det være på sin plads først at sætte denne vej til helbredelse ind i den større sammenhæng og spørge: Ad hvilke kanaler vil Guds helbrede os?

     Her synes at være 4: bønnen, nådegaver til at helbrede, lægen og menighedsgaven: salvning af syge.

Bønnen/forbønnen: Fil 4,6 – vi må lægge alt frem for ham. Det gælder både alene hjemme i lønkammeret, og det gælder menighedens almindelige forbøn, hvor flere i menigheden beder for én.

Nådegaver til at helbrede: Som vi hører om det her i 1 Kor 12,9. Dette vender vi tilbage til.

Lægen: Skriften taler ikke meget om det. Men der er ingen advarsler mod at bruge en læge. Paulus råder Timotheus til at drikke vin for sin maves skyld – et kendt lægeråd på den tid. Og da Gud har skabt os mennesker med mulighed for at udforske og blive dygtige på mange områder, gælder dette vel også m.h.t. lægevidenskaben.
                  Naturligvis er der tilfælde, hvor lægerne ikke kan gøre noget – en begrænsning Gud ikke har. Og det kan beskrives som et udtryk for vantro, hvis man kun vil søge lægers hjælp og ikke også vil søge hjælp hos Gud. Men generelt findes der intet belæg i Skriften for ikke at søge lægens hjælp – under bøn om, at Gud må bruge lægen, hvis det er hans vilje.

Menighedsgaven: salvning af syge: Det hører vi om i Jak 5,13-16.
Her opfordres syge i menigheden til at kalde på nogle af menighedens ledere. Disse skal salve den syge med olie og bede for vedkommende. Samtidig opfordres der til at søge Guds tilgivelse gennem syndsbekendelse.

                 Salvning med olie kender vi fra GT, hvor det betød en speciel velsignelse fra Gud. Olie var samtidig på Jesu tid et kendt lægemiddel, og det spiller måske også ind, når Gud vælger netop dette tegn: at der skal salves med olie.

                 Syndsbekendelsen ser ud til at hænge tæt sammen med salvningen. Det lader til, at der skal være rent bord mellem den syge og Gud, for at salvningen kan foregå efter Guds vilje. Nu er det ikke sådan, at sygdom er Guds straf for vores synd. I så tilfælde kunne man formode, at tilgivelsen af synden også bragte helbredelse fra sygdommen. Al sygdom skyldes syndefaldet. Dér kom sygdommen og døden ind i verden. Så grundliggende skyldes al sygdom synd. Men det er ikke sådan, at Gud straffer de specielt syndige ved at gøre dem syge, mens de mere retfærdige forbliver raske. Naturligvis kan man overtræde Guds brugsanvisninger på en sådan måde, at det får konsekvenser for helbredet (f.eks. spritkørsel eller stofmisbrug), men så er det ikke en straf, men en logisk følge. Så begrundelsen for at inddrage synds-bekendelse og synds-tilgivelse ved salvningen må være den almindelige: at synd skiller mellem Gud og mennesket, og denne hindring kan kun fjernes gennem synds-bekendelse og Guds efterfølgende tilgivelse.

Den syge behøver aldrig være bange for at sygdommen er en straf fra Gud! Derfor kan den syge også altid frimodigt lægge sin sygdom frem for Gud og bede om helbredelse!

Forslag til forløb ved salvning

Der findes ingen deltaljerede anvisninger i Skriften, men nogenlunde følgende fremgangsmåde bruges af mange. Dette forslag falder i to afdelinger: først den helt private, hvor skriftemålet kun overværes af to: den syge og skriftefaderen, og dernæst selve salvningen, hvor flere er til stede.

A: Kun den syge og sjælesørger/præst/ældste:

– Denne afdeling kan indledes med en (sjælesørgerisk)samtale – bl.a. om Guds vilje – at han altid kan helbrede, men vælger nogle gange at velsigne den syge i stedet for at helbrede her og nu. Endvidere understreges vigtigheden af at have rent bord i forhold til Gud.

– Sang.

– Skriftlæsning og andagt/meditation.

– Skriftemål.

B: Flere til stede (én eller flere ledere samt venner og pårørende):

– Sang.

– Oplæsning af f.eks.: Sl 50,15; Matt 7,7-8; Fil 4,6; Sl 23; Jak 5,13-16.

– Salvning med olie (olivenolie, der påføres den syge). Der er forskellig praksis: Nogle hælder lidt olie op i håndfladen og lægger dernæst hånden på den syges hoved og beder. Andre tegner korsets tegn med olie på den syges pande og evt. også den syges bryst eller det sted, hvor sygdommen har givet sig udslag.

– Bøn med håndspålæggelse (den, der salver og én til) afsluttende med Fadervor, hvor alle beder højt med.

– Sang.

– Velsignelse (en præst kan lyse den, vi andre kan bede den: »Herre, vi be’r dig om at velsigne og bevare os, lad dit ansigt lyse over os og vær os nådig, løft dit ansigt mod os og giv os din fred. Amen«).

– Sang.

( Sang ved forbøn for syge og salvning: (Sange Og Salmer 279)

Mel.: Nu rinder solen op af østerlide.

 Vi kommer til dig, Herre, med vor smerte )

Der skal ældste til

Her – som ved så mange andre lejligheder – ser vi, at Gud ønsker orden. Ledelsen skal være med ved alvorlige og vigtige begivenheder. En salvning er ikke bare noget, nogle i ungdomsforeningen spontant fikser en lørdag aften! Der skal være nogle modne ledere fra menigheden. Og det må siges at være klogt at foretage en indledende samtale med den syge og dennes pårørende, hvis ellers tid og sted muliggør dette.

Hvilke sygdomme kan der salves for?

Tja – det skal vel være alvorligt, vers 15: »frelse den syge« – man kan vel ikke forestille sig, at man skal »frelses« fra ligtorne, forkølelser eller tandpine?

     Men f.eks.: livstruende sygdomme, invaliderende sygdomme, andre meget alvorlige sygdomme. Skriften taler ikke detaljeret om dette, så vi er vel ret frit stillet. Personligt har jeg aldrig villet salve for andet end sygdomme, der truede livet, enten ved at kunne fratage livet eller ved at kunne få indflydelse på resten af livet. Herunder kommer efter mit skøn også alvorligere psykiske sygdomme.

Kan man blive salvet flere gange for den samme sygdom?

Ligesom man efter min mening kan gå til forbøn for samme sygdom flere gange, kan man vel gå til salvning flere gange. Vi må jo lægge vore ønsker frem for Gud – og det må vi vel blive ved med, til vi får »fred« (Fil 4,6-7). Enten fred i at blive raske. Eller fred i, at det er Guds vilje, at vi – for en tid – skal leve med sygdommen. Eller fred i, at Gud gennem sygdommen vil tage os hjem.

Kan man salve uden den syges vidende?

Jak 5,14: »skal han tilkalde.« Det kan en bevidstløs jo ikke. Men måske kan man godt alligevel ...? Hvis de pårørende véd, at den syge (der nu ligger bevidstløs på hospitalet) gerne ville have det, er det vel o.k. – blot kan der ikke foretages skriftemål først.

Kan man salve en ikke-kristen??

Det er der vist ikke belæg for i Skriften. Skriftemålet forudsætter jo en tro på Gud som Frelseren og en bevidsthed om sig selv som synder.

     Hvad med en psykisk syg, der ikke har nogen sygdomserkendelse? Her skal man nok »nøjes« med at bede, da en salvning her ellers ville få karakter af vold eller også ske under dække af noget andet.

Skriftens tale om sygdom

Jeg føler det relevant lige at sige lidt om Skriftens tale om sygdom, da det er vigtigt for samtaler og bøn omkring sygdom. Forkerte forventninger til Gud og misopfattelser af Guds løfter har skabt megen frustration og bitterhed netop omkring sygdomssituationer.

Lidelse

Lidelsen er en »normal« del af en kristens liv. Gud bruger lidelsen til at opdrage os og styrke vor tro. Bibelen nævner først og fremmest de lidelser, der skyldes, at vi er kristne: dels forfølgelse, dels de lidelser, der følger med tjenesten for Gud, og dels vor kamp mod synden i os.

Sygdom

– nævnes ikke direkte blandt de ovenfor nævnte lidelser.

– tilsyneladende regner NT med, at kristne sagtens kan blive syge, men at de vil modtage helbredelse gennem Herrens hånd (Jak 5,15).

Bliver alle kristne raske?

– Ja! Om ikke før, så i opstandelsen (Åb 21,4).

– flere steder nævnes Guds løfter på en måde, der kunne lægge op til svaret: »Ja, Gud vil helbrede alle her og nu!«

– dog er der andre ting, der må med:

a): Hvad dør kristne af? Vel som de fleste andre: hovedsagelig af sygdomme (men naturligvis også ved f.eks. ulykker og martyrdød). Da kristne ikke er lovet evigt liv her på jorden, må det ligge i sagens natur, at også kristne kan forvente at dø pga. sygdom.

b): Når nu lidelse er så suverænt (om end fremmed) et redskab i Guds hånd, vil det virke noget underligt, hvis han ikke også havde sygdom i sin værktøjskasse. Der er da også mange vidnesbyrd om, at Gud kan velsigne gennem sygdom.
  Og netop Jakobsbrevet med de klare ord om helbredelse opfordrer til tålmodighed i lidelse!

c): Hører vi i NT om kristne, der blev ved med at være syge ?

* Epafroditus (Fil 2,27) havde et alvorligt sygdomsleje, der dog ikke endte med død, men med helbredelse – så permanent syg var han ikke.

* Trofimos (2 Tim 4.20) måtte Paulus efterlade syg i Milet. Han måtte altså afbryde samarbejdet med Paulus pga. sygdom. Men hvornår han blev rask igen, melder historien ikke noget om.

* Timotheus var tit syg og havde åbenbart et maveonde – som Paulus anbefaler vin til! 1 Tim 5,23.

* Paulus selv ? Vi véd det ikke. Han nævner selv sygdom, men hvor meget og hvor længe véd vi ikke. En del forskere har ment, at »tornen i kødet« var en øjensygdom. Han skrev selv med meget store bogstaver – muligvis fordi han ikke så så godt. Og hans beskrivelse af sin egen menneskelige fremtræden som ret ynkelig kan vel godt forenes med billedet af en meget nærsynet mand, der skulle have skriftrullen helt hen til øjnene for at kunne læse?

Troen

Et vigtigt aspekt er troen. Manglende tro nævnes undertiden som begrundelse for, at Herren ikke kan gribe ind. Og lidelserne skal prøve og styrke vor tro (Jak 1,5ff.).

Samtidig er der ifølge min mening ikke grundlag for at sige: »Gud vil helbrede al sygdom her og nu. Så hvis du ikke bli’r rask, er der noget galt med din tro!«

Derimod er der grundlag for at bede indtrængende og vedholdende om Guds indgriben gennem hans helbredende gaver (bøn, nådegave, salvning) og om, at Gud må velsigne vor tro – også gennem de lidelser, han ser er nødvendige!

     Og her føler jeg ofte en spænding ved f.eks. en salvning eller en forbøn for en syg: På den ene side læser jeg nogle af Guds herlige løfter op. Løfter, der kan bruges af Helligånden til at skabe troen i den syges hjerte: troen på, at Herren her og nu kan helbrede mig! Og på den anden side må jeg også fortælle, at det ikke er sikkert, at Gud vil helbrede her og nu. Her – som i alle andre bønner – må vi bede: »Din vilje ske – ikke min!« Gud har lovet, at vi må lægge alle vore ønsker frem – også ønsket om at blive helbredt her og nu! Men Guds løfte her er ikke helbredelse – men »fred«. En fred, der »overgår al forstand«. Nemlig den fred der gør, at en kristen kan leve i tryghed og glæde – selv midt i sygdommen – og vide, at jeg er i Fars trygge favn!

     Jeg føler ofte spændingen, som om jeg på den ene side fremhæver Guds løfter – for så straks at trække dem tilbage igen! Jeg har ingen løsning på spændingen, vi skal nok leve i den.

Nådegaven til at helbrede

Egentlig står der »nådegaver« – altså flertal. Det kan vel gå på, at der er flere personer, der får denne nådegave. Men det gælder da også for de andre nådegaver? Det kan også gå på, at der findes flere udgaver af denne nådegave – og det synes jeg lyder mere sandsynligt. Forskellen kan ligge i måden, man udøver denne nådegave på. Jeg vil i det følgende for nemheds skyld bruge betegnelsen »nådegaven til at helbrede«, men hele tiden med den bevidsthed i baghovedet, at den altså kan udformes på flere måder!

     For alle typer må det dreje sig om det, vi også tydeligt ser ske ved apostlene: Man beder for mennesker (både kristne og personer, der højst har hørt lidt om Jesus i forvejen) – og Gud helbreder dem ved sin kraft! Sådan gjorde Jesus, og sådan gjorde apostlene og andre af de første kristne. Nogle fortolkere har ment, at dette kun var et engangsfænomen: noget ekstra »starthjælp« til den første kirke. Og dermed noget, vi ikke kan forvente skal ske hos os i dag. Den tolkning er jeg dybt uenig i. For det første nævner Paulus denne nådegave på lige fod med alle de andre. Så enten skal man mene, at Gud slet ikke giver nådegaver i dag, eller også holder argumentet ikke. Og hvis Gud ikke giver os nådegaver i dag, går hele NT’s beskrivelse af en menighed og dens liv i stykker. For det andet er Gud den samme i dag som dengang.

Også i dag får Gud medlidenhed med syge og ønsker at hjælpe dem. Også i dag vil han vise os lidt af sin vældige magt gennem helbredelser – så vi bedre vil tro hans ord.
Så naturligvis vil Gud også helbrede os i dag
– også gennem de specielle nådegaver til det.

Forskellige former

Denne nådegave kan bruges på forskellige måder, og det er som nævnt måske det, der gør, at den står i flertal.

     Forbønssituationen. I en menighed bør der altid være lejlighed til, at man kan bringe forbønsønsker frem. Det kan både være forbøn for andre, og det kan være, at man ønsker forbøn for sig selv. Er det sidste tilfældet, kan menigheden gøre forbønnen endnu mere synlig. Vi ser i hvert fald i NT, at forbøn foregik ganske offentligt – både Jesus og apostlene gjorde det på den måde.

     Dette kan ske på mange måder – f.eks. ved at vedkommende sætter sig på en stol, hvorefter to eller tre fra menigheden (heraf gerne en leder) lægger hånden på vedkommendes skuldre og beder højt for vedkommende, mens resten beder stille med. Den syge kan også selv bede højt ved samme lejlighed. I disse situationer kan nådegaven til at helbrede vokse frem. En person kan føle særlig tilskyndelse til at være blandt for bederne ved sådanne lejligheder. Og kan opleve, at Gud på en særlig måde velsigner netop min forbøn. På denne måde kan en person opdage nådegaven til helbredelse. Og personen kan udøve sin tjeneste netop ved sådanne forbønssituationer.

     Naturligvis behøver forbederne ikke røre ved den, de beder for. Men vi ser ofte denne berøring i NT, og det føles vel også naturligt på denne måde at vise: Nu beder vi for dig! Der er absolut ikke noget »magisk« ved det. Der er ikke tale om »direkte kraftoverførsel« eller noget i den retning. Berøringen er kun et udtryk for omsorg, ikke for noget andet! En forbøn uden berøring har lige så meget af Guds løfte over sig!

Når jeg skriver »skuldre«, er det bevidst. Jeg synes personligt, at det at lægge hånden på den andens hoved skal forbeholdes de tilfælde, hvor vi direkte giver/meddeler noget til den anden (skriftemålet, ordination og sygesalvning). I alle almindelige forbønssituationer bør vi bruge skulderne eller ingenting for at undgå forveksling med de andre situationer.

Opsøgende forbøn

Nogle mennesker, der véd, at de har denne nådegave, opsøger selv syge og tilbyder forbøn. F.eks. kan de tage på sygebesøg i menigheden. De kan også blive kaldt ud til andre syge end dem i deres egen lokal-menighed. Disse personer vil ofte have en særlig stor omsorg for mennesker, der er ramt af sygdom.

Ved alle former for forbøn er det vigtigt, at der er mulighed
for en sjælesørgerisk samtale, enten før eller efter forbøn! Det kan være direkte uforsvarligt at bede for personer uden at kunne ledsage denne forbøn med en samtale. Personen kan tit have brug for trøst, vejledning, støtte – måske bl.a. angående tvivl, smerte, længsel og håb.

Hvornår helbreder Gud?

Som sagt véd vi ikke, hvad Guds svar bliver. Nogle gange er det en øjeblikkelig helbredelse. Nogle gange påbegyndes en gradvis helbredelse. Og nogle gange velsigner Gud den syge til at leve – eller dø – med sin sygdom. Enkelte af de personer, der har helbredelsens nådegave, hævder at få besked af Gud på forhånd: »Den person vil jeg helbrede nu – den anden vil jeg ikke!« Og flere af dem beder som konsekvens heraf kun for de personer, Gud vil gøre raske. Skriften nævner tilfælde, hvor en person på forhånd véd, at Gud vil helbrede gennem vedkommendes forbøn. Og mange gange ser vi, at apostlene beder med en tilsyneladende fuldstændig overbevisning om, at helbredelsen vil ske her og nu. Ovennævnte erfaring kan være rigtig. Samtidig må det også nævnes, at mange aldrig får denne særlige oplysning, men må bede for alle – uden at kende noget svar på forhånd.

     Noget andet er de situationer, hvor nogle mener at få at vide, at Gud i aften specielt vil helbrede for én ganske særlig sygdom. Jeg skal da ikke udelukke muligheden – men den har ikke Skrift-belæg. I Skriften ser det ganske anderledes ud: Folk stod i kø med alle mulige slags sygdomme og blev alle helbredt på samme tid!

Hvor søger vi hjælpen?

Rundt omkring i vore menigheder oplever jeg noget, der smerter mig meget. Selv om jeg véd, at jeg nu vil jokke nogle på tæerne, er jeg nødt til at sige dette. Mange gode kristne, der oplever sygdom hos sig selv eller deres nærmeste, beder naturligvis til Gud og går til lægen. Men hvis ikke disse to ting bringer helbredelse, søger disse mennesker hjælp hos en alternativ behandler! De søger altså hjælp hos det nyreligiøse! For at sige det ligeud: Det er afgudsdyrkelse! For din »gud« er det sted, hvor du først og fremmest søger din hjælp! Og hvis det bliver det nyreligiøse med dets healing, »energier«, penduler, sten, homøopati osv., er du på vej over i afgudsdyrkelsen! Og det er farligt for din tro og dermed for dit evige liv!

     Samtidig afslører det en åndelig fattigdom i menigheden: Man kender tilsyneladende ikke alle Guds kanaler til helbredelse! Man kender forbøn og så lægerne. Men man beder ikke menigheden om samlet forbøn. Man søger ikke salvning. Og man benytter sig ikke af nådegaven til at helbrede!

Vi trænger til, at disse aspekter af Guds Ord tages op i forkyndelsen og omsættes i praksis! Så Guds velsignelse kan nå os! Så lovsangen til hans ære kan vokse! Så fristelsen til afgudsdyrkelse fjernes.

Hvis du har prøvet alle Guds fire kanaler til helbredelse, og du stadig er syg, må du bede om Guds fred. Om fred i at han vil hjælpe dig og velsigne dig på trods af din sygdom. Eller fred i at du skal søge én eller flere af disse kanaler igen.