Kvindelige præster
Kvindens tjenester i menigheden - er der begrænsninger?
I klassiske-kristne sammenhænge er der bred enighed om at forstå NT således, at både mænd og kvinder kan have nådegaver og dertilhørende tjenester i menigheden. For mange er der dog én (eller en lille gruppe) undtagelser, hvor kun mænd kan få den pågældende nådegave/tjeneste.
I vore sammenhænge kommer dette oftest helt konkret til at dreje sig om spørgsmålet: kan kvinder være præster, eller er det alene mænd, der kan det?
I forbindelsen med at Impuls (Indre Missions blad indremission.dk/impuls) havde en temanummer om dette 16. juni 2019, har jeg fundet det aktuelt at samle lidt mere materiale sammen om emnet, som du her kan dykke ned i.
Jeg skrev selv en oversigtsartikel:
http://indremission.dk/impuls/forsiden/vis-artikel/artikel/det-svaere-ja-eller-nej-til-kvindelige-praester
Og Indre Missions formand skrev en artikel:
http://indremission.dk/impuls/forsiden/vis-artikel/artikel/kvindelige-praester-maa-ikke-blivet-tabu
Derudover var der nogle interviews.
Impuls (imt.dk/links) linkede til mere stof:
http://indremission.dk/fileadmin/Dok/Organisation/Ledelse/kvindeligepraester.pdf
(Ims hovedbestyrelses udtalelse om emnet)
https://indremission.dk/fileadmin/billeder/regionsyd/Kvinder_paa_Herrens_mark.pdf
(En artikel-samling, hvor alle forfattere siger NEJ til kvindelige præster)
http://ep.teologi.dk/Tidsskrifter/DTTK/DTTK_2010_02s41-52.pdf
(En artikel, hvor forfatteren når frem til et JA til kvindelige præster).
Her følger min udvidelse af den artikel, jeg skrev til Impuls:
Er der kønskvotering i nådegaverne og de tilhørende tjenester?
Kan både mænd og kvinder få ALLE nådegaver/tjenester i menigheden? Det er helt tydeligt ud fra NT, at de gamle skel mellem nogle grupper, der havde en særlig position i Guds rige og de andre, der var afskåret fra mange tjenester, er ophævet i og med Jesus og i og med Pinsen, hvor Guds hellige og udrustende Ånd kom over ALLE: uanset alder, uanset social eller organisatorisk position, uanset nationalitet, uanset køn. Samtidig er det også tydelige i NT, at Gud naturligvis stadig har det som en hjørnesten i sin skabelse, at mand og kvinde er forskellige og netop derved supplerer hinanden til at være ”I Guds billede”. Ikke en forskel i værdi, men i funktionalitet. Fx kan kun kvinder føde børn – også i den nye Guds rige, der udfoldede sig Pinsedag J.
Så det er stadig relevant at spørge: denne forskel i kønnenes funktionalitet – gælder den også mht nådegaver og tjenester? I vore sammenhænge drejer det sig primært om, hvorvidt kvinder kan være præster (og biskopper) eller ej.
I de kirkelige sammenhænge, hvor vi i Indre Mission føler os hjemme, arbejder vi alle med det udgangspunkt, at Bibelen er autoriteten. Alt i Bibelen – læst og forstået som det er Guds mening – gælder for os. I disse ”bibeltro” sammenhænge er der delte meninger om svaret på denne artikels spørgsmål. Indre Missions magasin, Impuls, har lavet et temanummer om de forskellige svar. I denne artikel vil jeg forsøge at redegøre for mit eget syn på dette vanskelige spørgsmål. Ved i denne artikel at linke til Impuls-nummeret samt til andre kilder, håber jeg at give læseren anledning til at møde hele bredden i svar-muligheder inden for vore sammenhænge og selv danne sig sin egen holdning.
Jeg skrev noget om det i 1997 i min første bog om nådegaver: kapitlerne 2.3.5 og 2.3.6.
DET HELT KORTE OVERBLIK:
Kirkens historisk set lange og enslydende svar: ”Nej, en kvinde kan ikke være præst/biskop” repræsenteres af de ovennævnte link til Indre Missions formands artikel samt bogen "Kvinder på Herrens mark" - samt af to afsnit fra bogen "Hovedet under armen" (Hans-Ole Bækgaard 2011): side 271-276 og side 286 -294
Et nyere svar blandt en del af vore teologer lyder: ”Jo, en kvinde kan godt være præst/biskop” repræsenteres af det ovennævnte link til Peter Legarth samt dette speciale af Karen Togsverd Hansen
Et svar, der på flere måder ligger midt imellem disse to er: ”Jo, en kvinde kan godt være præst, men hun kan ikke være biskop”. Det er dette svar, jeg prøver at begrunde i kapitel 2.3.5 og 2.3.6:
Spørgsmålet er vanskeligt på flere måder. Det er et af de få spørgsmål, hvor teologer, der alle har præcis den samme bibeltro tilgang til at læse Bibelen, når frem til forskellige svar. Ikke fordi de tilsidesætter noget af det, der står, men fordi de forstår de bibelske udsagn forskelligt. Det gode lutherske princip er, at Skrift skal tolke Skrift. Eller sagt anderledes kan man vel sige, at når man som bibeltro teolog tror, at HELE Bibelen (læst og forstået, som Gud vil) taler sandt og på intet punkt selv-modsigende, så skal alle relevante bibelsteder som puslespilsbrikker kunne passe ind i mit samlede billede. Og når bibeltro teologer prøver at lægge brikkerne omkring kvindes tjeneste, så fremkommer der forskellige billeder. Blandt andet fordi man er uenig om, hvor mange forskellige brikker fra Bibelen, der er relevante for dette emne og dels fordi man simpelthen forstår de enkelte brikker forskelligt: fx mht at forstå betydningen af et græsk ord, eller betydningen af, hvad Paulus konkret taler om i et brev, hvor han adresserer en konkret situation i en menighed.
Spørgsmålet er ekstra vanskeligt, fordi der lige siden 1947 har været kirkepolitik og desværre også almindelig folketingspolitik i emnet, hvorfor viljen til i fuld respekt for alle bibeltro synspunkter af finde en god praktisk løsning slet ikke eksisterer. ”Den politiske korrekthed” har på flere og flere områder marginaliseret og bekæmpet enhver form for ”Nej” til kvindelige præster. Uanset hvad man som bibeltro når frem til omkring dette emne, må vi alle kunne samles i respekt og kæmpe for, at ”Nej”-sigerne respekteres og anerkendes på lige fod med alle andre i kirken – og også mere lokalt, i vore egne sammenhænge.
Præst er en gryderet.
Noget, de fleste bibeltro på både Ja- og Nej-siden er enige om, er, at det nuværende præsteembede i Folkekirken, faktisk er en gryderet med mange ingredienser. Sagt kort (se min bog for uddybelse) indeholder dette embede mere end én af de tjenester, NT nævner. Det kunne med stor fordel skilles ud, så man – som i andre lutherske kirker – måske fik både en præst, en kateket, en evangelist og en diakon ud af det. Og de tre sidstnævnte tjenester (eller for nogles vedkommende: kun de to sidstnævnte) kan også kvinder sagtens have nådegaver og kald til. For en del Nej-sigere er dette forklaringen på, at mange kvindelige præster opleves som en velsignelse, der hvor de er. De udøver virkelig en tjeneste, der opleves lige så Gudsvelsignet som en mandlig præsts tjeneste. Men både Ja- og nej-sigere kunne godt ønske sig nogle flere synlige embeder. Sognemedhjælperne (undskyld: nu hedder det kirke- og kultur-medarbejdere) var en ide, jeg i mine unge dage var med til at prøve at få kirkens ledelse med på. Det lykkedes ikke, men siden er det Gud ske lov groet frem nedefra, så kirkens ledelse nu har accepteret det. Men dette embede er jo stadig en gryderet, så målet er ikke nået endnu J.
Lære
På dansk kan en lærer lære en lære fra sig, så en anden person lærer denne lære. Græsk i NT er stort set lige så varieret. Så hvad menes der, når Paulus taler om, at en kvinde ikke må ”lære”? Se min bog for en redegørelse for problemet. Min forsigtige konklusion er, at vi må dele alt dette med ”lære” op i to helt forskellige grupper:
1. At finde frem til, hvad der er den sande kristne lære (og efterhånden som der er kommet forsk kirkesamfund: den rette lærer for netop vores kirkesamfund).
2. At videregive denne lære til alle dem, jeg er kaldet og udrustet til at gøre dette for.
Med til denne funktion hører desværre også at vælge, hvilke af resultaterne fra gruppe 1, man vil tilslutte sig. Der vil desværre altid være falske lærere – også på kirke-topplan. Så ligesom alle i menigheden i øvrigt, slipper 2-folket ikke for at vurdere og tage stilling. Men deres primære opgave er ikke at fremskaffe en lære, men at vælge en lære og videregive den i Helligåndens pædagogik til fx ikke-kristne, til nye kristne, til kristne i alle aldersgrupper osv…
Mit konkrete bud ind i den folkekirkelige situation i dag er, at en sognepræst hører til i gruppe 2. Det er i dag ikke spor relevant selv at skulle opfinde nogen som helst dyb tallerken (fx: hvad er det luthersk/bibelske syn på dåben?). Det kan altså slå op i en lærebog! Man skal naturligvis som sagt ovenfor, vælge, hvilken lærebog, man stoler på. Men indholdet af alle de dybe tallerkenen skal serveres søndag efter søndag og også alle hverdage! Derimod bør kirkens ledelse (og det er vel bispekollegiet – det er i hvert fald ikke kirkeministeriet) være rustet til at kunne afgøre lære-spørgsmål, der dukker op. Derfor kan en kvinde ifølge dette syn ikke være biskop. Men hvorfor snakker jeg hele tiden kun om ”lærere” – er det ikke et spørgsmål om ”hyrder”? Er det ikke fordi præsten er hyrde, at præsten kun kan være mand?
Hyrde
De klassiske argumentation for et Nej vil helt klart sige, at det er fordi præsten har hyrde/lære-embedet, at kun mænd kan være præster. I min bogs kapitel 2.3.5 argumenterer jeg for, at hyrde-tjenesten så vidt jeg kan se, ikke er køns-kvoteret. Nogle afgørende vigtige brikker i vores puslespil er NTs tale om ”hoved” – om en hoved-relation/funktion. Her er det korte budskab, at manden er kvindens hoved. den klassiske forståelse blandt nej-sigere er, at en hyrde-funktion netop er en hoved-funktion. Jeg medgiver gerne, at der er mange ting, der taler for dette synspunkt – men forsøger alligevel ydmygt at fremhæve en del ting i NT, der kunne tale for et andet standpunkt.
Læs selv alle de linkede kilder, der rummer langt flere gode argumentationer og detaljer for de respektive holdninger. Men lad os alle bede om at kunne respektere og rumme og elske hinanden også midt i uenigheden!